img_ojne
Tag bare brillerne af, hvis altså du kan klare dig og holde det ud. Dine øjne tager ikke mere skade af at anstrenge sig, fortæller forskerne.

Pludselig var det, som om han havde skiftet et VHS-bånd ud med en Bluray-disc. Hver en pixel på frokostbordet blev knivskarp. Makrel, mayonnaise, ja, selv krummerne på hans skjorte blev tydelige.
Da vores læser dog ikke selv synes, at det haster, det her med briller, undrer han sig.
»Tager synet skade, hvis jeg går rundt uden briller, selv om jeg kunne se bedre med briller på?« spørger Oskar.
Og da først Pandoras (brille)æske var åbnet, væltede spørgsmålene frem:

  • For hvad nu, hvis musklerne i øjnene bliver overanstrengt?
  • Eller bliver de mon dovne, hvis man får briller for tidligt?
  • Og hvis det nu forholder sig sådan, kan man så træne sit syn bedre?

Voksne øjne tager ikke skade af at undgå briller

Heldigvis kan forskerne berolige Oskar med, at hans syn ikke tager skade af, at han går rundt uden briller.
»Det kan jo være ubehageligt, hvis man ikke kan se ordentligt. Men hvis du kan holde det ud, og du kan se godt nok til at klare dig, er det fint. Det gør næppe nogen forskel på udviklingen af synet, hvis du som voksen går rundt uden briller,« siger Michael Larsen, der er klinisk professor i øjensygdomme på Rigshopitalet og Københavns Universitet.
»Når du er voksen, er dit øje færdigudviklet, og så gør det ikke nogen skade på dit syn, hvis du vælger at udskyde at gå med briller,« fortæller Kristian Lundberg, der er øjenlæge på Odense Universitetshospital, og som i sin ph.d. har fulgt 300 børns brillebehov over 6 år.
Det skader altså ikke voksne at gå uden briller, selv om deres syn er lidt slidt.
Til gengæld kan det være skadeligt at gå med briller med højere styrke, end man har brug for.
»Der er faktisk forskning, der viser, at hvis du får for stor styrke, så kan dit syn forværres,» siger Kristian Lundberg.