200.000 danskere har søvnapnø uden at vide det – og det kan ofte give alvorlige følgesygdomme.

»Når man tænker på konsekvenserne af søvnapnø, er det dybt bekymrende, at så mange danskere går rundt med søvnapnø uden at vide det.«

Det fortæller Philip Tønnesen, overlæge ved Dansk Center for Søvnmedicin på Rigshospitalet-Glostrup i en pressemeddelelse.

Det er følgesygdomme som forhøjet blodtryk, depression og hjertekarsygdomme, der kan være konsekvensen af søvnapnø.

Søvnapnø betyder, at vejrtrækningen hæmmes under søvn. Altså for lange pauser i vejrtrækningen under søvn.

»Ubehandlet søvnapnø har store implikationer, både for den enkelte og for samfundet som helhed, fordi folk med ubehandlet søvnapnø hyppigere end raske er arbejdsløse, er på overførselsindkomst, oftere tager medicin med offentlige tilskud og er i kontakt med sundhedsvæsnet,« siger Philip Tønnesen.

I løbet af de sidste par år er lægerne blevet bedre til at diagnosticere og behandle søvnapnø. Der går dog fortsat rigtig mange rundt, som er trætte om dagen, som mangler at få afdækket, hvad årsagen er, og som kan gå rundt med en uopdaget søvnapnø.

Men det er faktisk ganske nemt at afdække søvnapnø.

Man kan starte med at spørge ind til følgende ting:

1) Snorker du om natten?

2) Er der pauser i din vejrtrækning om natten?

3) Er du aldrig udhvilet, og har du tendens til at døse/blunde om dagen, når du sidder ned?

Disse spørgsmål bør lede tankerne hen på søvnapnø og udløse en henvisning til en søvnklinik.

Af Trina Nielsen, BT.

Leave a reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *